Langt de fleste sundhedsprofessionelle i Danmark arbejder ud fra en vægtfokuseret tilgang til sundhed. Den vægtfokuserede tilgang til sundhed bygger overordnet set på antagelsen om, at vægt og sundhed hænger uløseligt sammen, og at et fokus på vægt derfor er nødvendigt i ikke kun forebyggelsen men også i behandlingen af en lang række sundhedsmæssige problemstillinger (Tylka et al., 2014). Inden for den vægtfokuserede tilgang er der specielt fokus på, at en højt BMI er associeret med en lang række helbredsmæssige udfordringer, herunder højere sygdomsrisiko og højere dødelighed. Desuden lægges der stor vægt på individets personlige ansvar for at træffe sunde valg og dermed vedligeholde en “sund” vægt. Den gængse opfattelse er derfor også, at mennesker med højt BMI bør tabe sig, for på den måde at opnå de sundhedsmæssige gevinster, der forbindes med et mere “normalt” BMI (Sørensen et al., 2015).

Problemet med netop denne tilgang er dog, at den indtil videre ikke har vist sig at være særlig effektiv – hverken i forhold til at hjælpe mennesker med at opnå en “normalvægtig” tilstand eller i forhold til at hjælpe dem med at opnå øget sundhed. Selvom de fleste mennesker er fuldt ud i stand til at opnå et vægttab på kort sigt, så viser studier nemlig, at langt størstedelen af dem, der aktivt forsøger at tabe sig, ender med at tage alle de tabte kilo – og ofte flere – på igen inden for en 5-årig periode (Mann et al., 2007). Langt de fleste vægttabsinterventioner fører derved blot til yoyo-vægt, hvilket netop har vist sig at være mere skadeligt for menneskers sundhed end en stabil, høj vægt.  

Deruodver har den vægtfokuserede tilgang til sundhed også vist sig at have andre utilsigtede, psykologiske konsekvenser for de mennesker, der udsættes for den. Gentagne forsøg på vægttab er bl.a. blevet associeret med overoptagethed af mad, krop og vægt, lavt selvværd, øget kropsutilfredshed, depression og øget risiko for udvikling af spiseforstyrrelser (Bacon & Aphramor, 2011; Schaefer & Magnuson, 2014). Det store fokus på vægt som et udtryk for sundhed har også vist sig at føre til vægtstigmatisering og vægtdiskriminering, der netop er associeret med flere typer af adfærd, der er kontraproduktive i forhold til sundhed, herunder overspisning, inaktivitet og udsættelse af medicinsk behandling (Bacon & Aphramor, 2011).

Fjern fokusset fra vægten

På grund af de mange fysiologiske, psykologiske og sociale konsekvenser, der netop er forbundet med den vægtfokuserede tilgang til sundhed, er der inden for de seneste årtier kommet mere og mere fokus på den såkaldte vægtneutrale tilgang til sundhed. Den vægtneutrale tilgang til sundhed bygger overordnet set på en antagelse om, at et individs sundhedstilstand ikke alene er afhængig af tallet på vægten, og at det derfor er muligt at hjælpe mennesker med at opnå en øget sundhedstilstand ved at hjælpe dem med at ændre på måden, de tager vare på sig selv og deres krop – uafhængigt af ændringer i vægten (Willer & Adams, 2014).

Selvom højt BMI generelt er associeret med øget sygdomsrisiko og dødelighed i de fleste epidemiologiske studier, så er der nemlig aldrig etableret en egentlig årsagssammenhæng. De fleste epidemiologiske studier tager nemlig ikke højde for faktorer som sundhedsadfærd, yoyo-vægt, vægtstigmatisering og socioøkonomisk status, når de undersøger sammenhængen mellem vægt og sygdomsrisiko, til trods for at disse faktorer har en væsentlig påvirkning på individets sundhedstilstand (Campos, Saguy, Ernsberger, Oliver, & Gaesser, 2006). Studier har netop vist, at når man korrigerer for sundhedsadfærd (herunder indtag af frugt og grønt, fysisk aktivitet, ikke-rygning og moderat alkoholindtag), så udlignes forskellen mellem de forskellige BMI-kategorier sig i takt med at flere typer af sundhedsadfærd er til stede hos individet. Er alle fire typer af sundhedsadfærd til stede, er der stort set ingen forskel i mortalitet mellem de forskellige BMI-kategorier (Matheson, King & Everett, 2012).

I en dansk rapport af Vidensråd for Forebyggelse fra 2015 blev det ligeledes konkluderet, at der på baggrund af den nuværende evidens ikke er grundlag for at anbefale mennesker med højt BMI uden erkendte helbredsproblemer at tabe sig, men at de derimod blot skal opfordres til at følge de almindelige anbefalinger om sund livsstil med hensyn til kost og fysisk aktivitet (Sørensen et al., 2015). På baggrund af dette mener vi, at det er på tide, at vi som sundhedsprofessionelle stopper med at fokusere så meget på tallet på vægten og i stedet hjælpe mennesker med at skabe vedvarende og nydelsesfulde sundhedsvaner – uafhængigt af ændringer i vægten

 Referencer

• Christensen (2019). Effekten af en vægtneutral tilgang til sundhed på overvægtige menneskers fysiske og psykiske sundhedstilstand. VIA University College.
• Bacon & Aphramor (2011). Weight science: Evaluating the evidence for a paradigm shift. Nutrition Journal, 10:9.
• Campos et al. (2006). The epidemiology of overweight and obesity: public health crisis or moral panic? International Journal of Epidemiology, 35, 55–60.
• Mann et al. (2007). Medicare’s search for effective obesity treatments: Diets are not the answer. American Psychologist, 62(3), 220–233.
• Matheson, King, & Everett (2012). Healthy Lifestyle Habits and Mortality in Overweight and Obese Individuals. Journal of the American Board of Family Medicine, 25(1), 9- 15.
• Schaefer & Magnuson (2014). A Review of interventions that promote eating by internal cues. The Academy of Nutrition and Dietetics, 2212-2672.
• Sørensen et al. (2015). Skal overvægtige voksne tabe sig? København: Vidensråd for Forebyggelse.
• Tylka et al. (2014). The weight-inclusive versus weight-normative approach to health: Evaluating the evidence for prioritizing well-being over weight Loss. Journal of Obesity, 2014.
• Willer & Adams (2014). The non-diet approach guidebook for psychologists and counselors: A how-to guide for applying the non-diet approach with individual clients. Releigh: Lulu Publishing Ltd.